Bokens første
artikkel heter «Om ansvar og alibier: Den posttotalitære russiske
litteratur». Tine Roesen innkretser her «Det totalitære systems
alibistiske funktion»
«Totalitarismen stræber ikke efter et despotisk styre over mennesker,
men mod et system, hvor mennesker er overflødige».
— skriver Hannah Arendt i Det totalitære herredømme
fra 1951, som konklusion på en beskrivelse af, hvordan den totalitære
stat nedbryder mennesket juridisk, politisk og moralsk, nedbryder
dets individualitet og spontanitet.
Til gengæld, siger Václav Havel, tilbyder den totalitære stat
disse umenneskeliggjorte undersåtter et ideologisk alibi. Den
totalitære ideologi er:
«en tilsyneladende måde at forholde sig til verden på, der tilbyder
mennesket en illusion om at være en personlighed med identitet,
værdighed og moral, og således gør det lettere for ham ikke at
være det. [...] Ideologiens oprindelige — ‘alibistiske’ — funktion
er altså at give mennesket som både offer og støtte for det post-totalitære
system en illusion om at være i overensstemmelse med den menneskelige
orden og med universets». (Václav Havel, De magtesløses magt,
1978)
På den baggrund introduserer Roesen Bachtins begreb om «ikke-alibiet
i tilværelsen», som har følgende definition:
«På det unikke punkt, hvor jeg nu befinder mig, har ingen andre
befundet sig på det unikke tidspunkt og det unikke sted i den
unikke tilværelse. Og rundt om dette unikke punkt former hele
den unikke tilværelse sig på unik og uigentagelig vis. Det som
kan udføres af mig kan ikke udføres af nogen anden nogensinde.
Den aktuelle tilværelses unikalitet er et tvungent vilkår». (Mikhail
Bachtin, Mod en handlingens filosofi, 1920–24)
og i lys av ikke-alibi-begrebet, analyserer hun den post-totalitære
russiske litteraturs reaktioner på tabet af det sovjetideologiske
alibi, med hovedvægt på tematiseringen af alibitabet, som
hos Aleksej Slapovskij, der skriver følgende i en af sine prosatekster:
«Og kender De ikke den følelse, at netop da, i det afgrænsede
rum, forladt og glemt af alle, vil du endelig kunne formulere
noget yderst vigtigt og grundlæggende, som ikke er noget andre
har indpodet dig, men noget der er født af din egen mentale og
tankemæssige natur? Og al din smerte, al din sorg, al din kærlighed
vil være i det, og det vil netop være DIT, ikke opdigtet, ikke
noget indlært». (Aleksej Slapovskij, «Den kodede, eller Otte første
kapitler», 1993)
TR/IL
VIDERE