Bokens første artikkel heter «Om ansvar og alibier: Den posttotalitære russiske litteratur». Tine Roesen innkretser her «Det totalitære systems alibistiske funktion»

«Totalitarismen stræber ikke efter et despotisk styre over mennesker, men mod et system, hvor mennesker er overflødige».

— skriver Hannah Arendt i Det totalitære herredømme fra 1951, som konklusion på en beskrivelse af, hvordan den totalitære stat nedbryder mennesket juridisk, politisk og moralsk, nedbryder dets individualitet og spontanitet.

Til gengæld, siger Václav Havel, tilbyder den totalitære stat disse umenneskeliggjorte undersåtter et ideologisk alibi. Den totalitære ideologi er:

«en tilsyneladende måde at forholde sig til verden på, der tilbyder mennesket en illusion om at være en personlighed med identitet, værdighed og moral, og således gør det lettere for ham ikke at være det. [...] Ideologiens oprindelige — ‘alibistiske’ — funktion er altså at give mennesket som både offer og støtte for det post-totalitære system en illusion om at være i overensstemmelse med den menneskelige orden og med universets». (Václav Havel, De magtesløses magt, 1978)

På den baggrund introduserer Roesen Bachtins begreb om «ikke-alibiet i tilværelsen», som har følgende definition:

«På det unikke punkt, hvor jeg nu befinder mig, har ingen andre befundet sig på det unikke tidspunkt og det unikke sted i den unikke tilværelse. Og rundt om dette unikke punkt former hele den unikke tilværelse sig på unik og uigentagelig vis. Det som kan udføres af mig kan ikke udføres af nogen anden nogensinde. Den aktuelle tilværelses unikalitet er et tvungent vilkår». (Mikhail Bachtin, Mod en handlingens filosofi, 1920–24)

og i lys av ikke-alibi-begrebet, analyserer hun den post-totalitære russiske litteraturs reaktioner på tabet af det sovjetideologiske alibi, med hovedvægt på tematiseringen af alibitabet, som hos Aleksej Slapovskij, der skriver følgende i en af sine prosatekster:

«Og kender De ikke den følelse, at netop da, i det afgrænsede rum, forladt og glemt af alle, vil du endelig kunne formulere noget yderst vigtigt og grundlæggende, som ikke er noget andre har indpodet dig, men noget der er født af din egen mentale og tankemæssige natur? Og al din smerte, al din sorg, al din kærlighed vil være i det, og det vil netop være DIT, ikke opdigtet, ikke noget indlært». (Aleksej Slapovskij, «Den kodede, eller Otte første kapitler», 1993)

TR/IL

VIDERE